Svigtet
Kapitel 1
Stina er syg med angst, stress og evasiv personlighedsstruktur. Hendes forløb gennem kommunen har varet ni år og har været medvirkende til, at hun er blevet dårligere over årene. Foto: Rebecca Holck Rosenberg
Gennem ni år er Stina Andreasen i et forløb med kommunen for at finde hendes nye plads på arbejdsmarkedet. Stina bliver sygemeldt, før hun bliver 30 år, men det forløb, der skulle få hende tilbage på arbejdsmarkedet, ender med at gøre hende mere syg. I tre kapitler kan du læse Stinas historie.
af Magnus Hune og Rebecca Holck Rosenberg
Stina går over parkeringspladsen mod den store røde murstensbygning, som er Høje-Taastrup Rådhus. I dag skal hun møde rehabiliteringsteamet. Benene ryster under Stina, og hendes hjerte banker. Den angstfyldte uro sidder stærkt i kroppen.
​
Skydedørene åbner sig foran hende, og hun træder ind. Stinas bekymringer om mødets udfald kører oppe i hovedet på hende. Får hun tilkendt fleksjob i dag? Er hun endelig færdig med praktikker og behandlinger og møder med kommunen?
​
Mødelokalet ligger for enden af kommunens lange gang.
​
Ni år i afklaring
​
På det sorte spisebord i Stina Andreasens lille lejlighed i Taastrup få hundrede meter fra stationen er der dækket op med vindruer og kokostoppe.
​
Stina langer en cappuccino over bordet. ”Think a little less, live a little more”, står der på koppen. Den gavmilde opdækning er omringet af tykke ringbind og mapper fyldt med papirer fra kommunen, læger og psykiatrien.
​
Stina, som nu er 38 år, har været syg i næsten ti år i dag. Hun har angst, stress og evasiv personlighedsstruktur, som hendes mange lægeerklæringer fortæller.
​
Siden hun blev sygemeldt i 2009, har hun haft to jobafklaringsforløb, syv sagsbehandlere, flere behandlingsforløb og flere udskiftninger af jobkonsulenter og socialrådgivere, end hun næsten kan huske navnene på.
​
Hendes i alt ni år lange forløb i det offentlige beskæftigelsessystem har været en kamp, som i lang tid bidragede til, at hendes symptomer forværredes, og hun blev mere syg.
Sygdommen bliver værre i afklaringen
​
Flere fagforeninger og Landsforeningen af Fleks- og Skånejobbere (LAFS) oplever, at sygemeldte borgere får forværret deres sygdom i deres forløb hos kommunen, om og hvordan de kommer tilbage på arbejdsmarkedet.
​
Ifølge FOA, Dansk Magisterforening og LAFS er jagten på at finde den størst mulige arbejdsevne og de ofte årelange afklaringsforløb presser de sygemeldte borgere ud i mere sygdom.
​
En del af problematikken er ifølge Bodil Arp Rasmussen, socialrådgiver i Dansk Magisterforening, at borgerne oplever stor udskiftning af sagsbehandlere.
​
– Vi oplever at mange borgere har fem-seks sagsbehandlere på et år, og det gør at sagen bliver trukket i langdrag. Det er hårdt at skulle fortælle og forklare sin historie igen og igen. Sagen tager mange forskellige retninger, når der hele tiden kommer ny sagsbehandler, som hver især handler på deres måde i sagen, siger hun.
Sygemeldt af kollega
​
I sommeren 2008 bliver Stina færdiguddannet fra pædagogseminariet i Roskilde. Hun har gennem sin uddannelsespraktik fået et job på behandlingshjemmet Magnoliegården. Det er et hjem for børn, der har oplevet svigt hjemmefra, har svære diagnoser og mange er medicineret.
Stina er fagligt meget stærk.
Omsorgen og ærligheden over for sine medmennesker, og tydeligheden i arbejdet med unge gør Stina oplagt til sit job. Det fortæller Stinas veninde Helle Winzent, der har oplevet hendes arbejde tæt på.
​
En januardag i 2009 oplever Stina for første gang at skulle fastholde et barn. Det er en 11-årig dreng, som har et stort temperament, og som Stina har ansvaret for den dag. Drengen sidder og vipper på stolen, og Stina beder ham stoppe. Ufortrødent fortsætter han, og Stina skærer igennem: ”Stop så!”
​
– Hans øjne sortnede, fortæller Stina.
​
Drengen kommer ud i et raserianfald og forsøger at give Stina skaller og slag, og hun må derfor prøve at holde ham fast og få ham ind på hans værelse og væk fra de andre børn.
​
Stina er helt rolig udadtil og prøver at forklare ham, at han bliver nødt til at falde ned.
​
– Det bliver man nødt til at være, siger Stina.
​
"Jeg kan bare mærke, at det her ikke er godt for mig.
Men jeg ignorerer det. Man skal jo passe sit arbejde."
Stina Andreasen
​
Indeni kører adrenalinen på højtryk. Konfrontationen, der varer mellem 10 og 15 minutter, føles som en timelang kamp.
​
I de efterfølgende uger eskalerer forholdet mellem Stina og den 11-årige dreng. Stina oplever, at hun hver dag må fastholde ham for ikke at gøre skade på hende og sig selv. Arbejdsdagene føles pludselig længere end tidligere. Og en dag er det nok.
​
En søndag morgen er Stina på vej til arbejde. Hun er på vej op ad trappen, da benene begynder at ryste under hende. Det er svært at bevæge sig op ad trinene. Hendes hjerte banker og hele hendes krop er i beredskab.
​
– Jeg kan bare mærke, at det her ikke er godt for mig. Men jeg ignorerer det. Man skal jo passe sit arbejde, fortæller Stina.
En kollega kommer ud. Hun har sygemeldt Stina og forlanger at køre hende hjem. I bilen bryder Stina fuldstændig sammen.
​
– Jeg tænker bare, at jeg er lettet over ikke at skulle på arbejde den dag, siger hun.
Nyt job, samme følelse
​
Stina begynder i den efterfølgende periode at bruge antidepressiv medicin for at komme ovenpå igen. Hun prøver at være ærlig omkring sin medicinering - både blandt veninder og kollegaer - da hun vender tilbage efter sin sygemelding og i sine efterfølgende jobs.
​
På trods af medicinering, og at hun begynder at se en psykiater, føler hun sig ikke syg. Men endnu en episode i foråret 2013, hvor Stina netop er blevet ansat i ‘drømmejobbet’ på et observations- og behandlingshjem for anbragte børn, vidner om noget andet.
​
- På et tidspunkt skal en af mine kollegaer foretage en fastholdelse på en ny 7-årig pige på behandlingshjemmet, hvor jeg også er til stede. Selvom jeg kun skulle observere, kom det hele igen. Angsten og panikken svømmede rundt i kroppen på mig. Jeg prøvede at opretholde en facade, men der var slet ikke kontakt mellem følelser og krop, siger hun.
​
Stina bliver sygemeldt i en måned, og her er det stadig med en klar forventning om at blive raskmeldt. Det fremgår af sagsakter fra jobcentret i juni 2013, hun har delt.
​
Da Stina vender tilbage på arbejdet, har hun kontakt til forskellige psykologer. Men det er først, da Stinas barndomsveninde og Stinas udefrakommende rationelle stemme får Stina til at gå til en ny læge, at det går det op for Stina, at hun er syg. I hvert fald for en stund.
​
Lægen fortæller, at hun ikke bør fortsætte i arbejde, da hun har tegn på angst og stress. Her får hun ordineret beroligende medicin og en henvisning til Psykoterapeutisk Center Stolpegård, hvor hun begynder i gruppeterapi i løbet af efteråret efter, hun stopper på arbejdet.
Presset i praktik
I takt med at Stina er i behandlingen i Gentofte, starter hun i virksomhedspraktik i en strikkebutik. Sagsbehandleren vurderer, at det vil være godt for Stina at blive afklaret, selvom Stina ikke er sikker på, at hun kunne magte det.
- Jeg havde aldrig været i systemet før, så jeg sagde bare ja. I den periode havde jeg det svært ved almindelige gøremål; jeg glemte at spise, og jeg havde svært ved at holde orden i sagerne, siger Stina, mens hun uddyber, at hun tager afsted uden bisidder, når hun mødes med kommunen i starten.
I en korrespondance mellem sagsbehandleren og en projektleder i kommunen står det, at planen er, at Stina skal øges i timetal hos strikkebutikken i slutningen af sommeren 2014, selvom hun med de på det tidspunkt med 12 timer om ugen har koncentrationsbesvær, føler sig træt på arbejdet og er trappet op i tid på behandlingsforløbet.
Selvom virksomhedsejeren blandt andet giver Stina lov til at låne bilen for at undgå at provokere sin sociale angst i toget på vej til det psykiatriske center, har hun svært ved at hænge sammen.
Samtidig skitserer ejeren af strikkebutikken også et billede af en Stina, der har svært ved at sige fra. Det fremgår, når ejeren underretter kommunen om forløbet.
– Det er jo sådan, jeg er blevet opdraget. Man skal passe sit arbejde og være pligtopfyldende, siger Stina.
"Jeg har, når arbejdstiden har været slut, oftest sagt til Stina: “Husk nu - at du faktisk har fri nu.” Hvortil Stina har svaret, at hun gerne lige ville gøre dette færdigt.
Jeg har samtidig givet udtryk for, at når man alligevel er der, så bliver man også brugt! Hvortil Stina har svaret, “Selvfølgelig - hvis jeg alligevel er her, kan jeg jo også lave noget”."
Historien bag serien
Historien, der er delt i tre kapitler, om Stina Andreasens forløb hen imod fleksjob er blevet til gennem interviews med Stina selv, hendes veninde Helle Winzent og faglige foreninger på området.
​
Derudover har vi fået aktindsigt i Stinas sag hos Høje-Taastrup Kommune vedrørende fleksjob, møder med rehabiliteirngsteam og jobafklaringsforløb.