Svigtet
Kapitel 2
Når Stina arbejder to eller tre dage om ugen, betyder det, at hun har et par hviledage. Her kan hun samle sig sammen igen og samle energi til endnu en arbejdsdag Foto: Rebecca Holck Rosenberg
Gennem ni år er Stina Andreasen i et forløb med kommunen for at finde hendes nye plads på arbejdsmarkedet. Stina bliver sygemeldt, før hun bliver 30 år, men det forløb, der skulle få hende tilbage på arbejdsmarkedet, ender med at gøre hende mere syg. I tre kapitler kan du læse Stinas historie.
af Magnus Hune og Rebecca Holck Rosenberg
Mens Stina er i praktik i strikkebutikken, ophører hendes sygedagpenge. Hun er ikke længere berettiget til mere.
​
Hun skal derfor for første gang møde rehabiliteringsteamet med sin sagsbehandler og mentor, der er tilknyttet i sammenhæng med praktikken.
Stina føler sig i den grad ikke forberedt på mødet med rehabiliteringsteamet den 26. april 2014. Hun bliver mødt af fem-seks fremmede mennesker og skal fortælle sin historie.
​
- Jeg anede ikke, hvad et rehabiliteringsteam var. Jeg følte jeg blev krydsforhørt. Det var meget overvældende, siger Stina.
Hvad er et rehabiliteringsteam?
​
Stina er gennem sine behandlingsforløb blevet diagnosticeret med angst. Lægeerklæringerne er blevet sendt til rehabiliteringsteamet og skal blandt andet være til baggrund for rehabiliteringsteamets indstilling. Men det er en helt anden mentalitet, Stina bliver mødt med af regionslægen.
​
– Jeg giver ikke noget for diagnoser, fortæller regionslægen Stina, da hun sidder over for de fremmede sagsbehandlere og læger i rehabiliteringsteamet.
​
Det er ikke første gang, at Stina er blevet mødt med mistro af kommunen.
Mistro i kommunen bryder borgerne ned
FOA, Dansk Magisterforening og Landsforeningen af Fleks- og Skånejobbere (LAFS) oplever, at kommunen ofte har mistro til de sygemeldtes borgeres sygdomstilstand og arbejdsevne. Det, mener de, er medvirkende til, at de sygemeldte i forløbet med kommunen bliver mere syge.
Det kan især ramme dem, der i forvejen er psykisk sårbare. Det fortæller sekretariatsleder i LAFS, Hanne Rasmussen:
- Psykisk sårbare mennesker skilter jo ikke med, at de er psykisk sårbare. De mander sig op og ser ressourcestærke ud. Når man sidder der til møde med kommunen og ser stærk og frisk ud, samtidigt med man fortæller, at man ikke kan noget, så bliver man jo mødt med mistro. Der er et mis-match mellem, hvordan man ser ud, og hvordan man egentlig har det.
Ifølge foreningerne er det heller ikke uset, at rehabiliteringsteamet underkender de praktiserende lægers vurderinger.
- Vi oplever, at såvel sagsbehandlerne i sagsforløbene, som regionslægerne i rehabiliteringsteamene underkender lægers vurderinger. Der mangler en faglig respekt for hinandens arbejde og vurderinger, fortæller socialrådgiver i Dansk Magisterforening Bodil Arp Rasmussen.
Rehabiliteringsteamet vurderer, at Stina skal i jobafklaringsforløb.
​
– Jeg har ingen anelse om, hvad det er, eller hvad det går ud på, fortæller hun.
​
Nederlag i praktik
​
Stina stopper i praktikken i strikkebutikken, og hun ånder lettet op. I praktikken har hun følt sig meget presset, og hendes angst er blevet værre.
I marts 2015 begynder hun i en praktik i en vuggestue. Hun skal se, om hun kan komme tilbage til det arbejde, hun plejede at have, og som hun plejede at elske.
​
De starter med at sætte hende i gang seks timer om ugen.
​
– Vi starter ud med få timer, for det var sådan et nederlag, at jeg ikke kunne klare praktikken i strikkebutikken, fortæller Stina.
​
Men oplevelserne fra behandlingshjemmet sætter sig stadig i hendes krop og fylder hende med uro og hjertebanken. Hun føler angsten inden, hun kommer afsted på arbejde, mens hun er i vuggestuen, og når hun kommer hjem igen.
​
– Men det jeg føler, jeg bliver mere syg af, det er den uvished, der ligger foran mig. Jeg ved ikke, hvad planen er, eller hvad forløbet skal ende ud i, siger Stina.
​
Hun stopper praktikken igen allerede i maj.
​
Udover at være pædagog er Stina også uddannet kontorassistent. Stina, hendes sagsbehandler og hendes mentor beslutter derfor, at hun skal prøve af, om det arbejde passer hende bedre.
Hun bliver sat i praktik i en lille virksomhed med åbent kontor i juli 2015. Selvom arbejdsopgaverne passer hende bedre, er hun stadig angst og urolig.
​
Hun oplever, at begge praktikker har været et nederlag for hende.
​
Hele verden vælter
​
Stinas jobafklaringsforløb er i sommeren 2016 ved at være ved sin sende. Den 8. august 2016 skal Stina derfor mødes med rehabiliteringsteamet for anden gang. Hun har fået en ny sagsbehandler, som hun føler taler hendes sag.
​
Hele Stinas sag er lagt op af hendes sagsbehandler til, at Stina skal i fleksjob. Hendes læge har skrevet en erklæring, som rehabiliteringsteamet får tilsendt, hvor han vurderer, at Stina kun kan have et job, hvis det er på nedsat tid – altså i fleksjob.
Behandlingsmæssigt er der ikke yderligere at tilbyde - udover gentagelser.
(…)
I arbejdsmæssigt henseende er der mulighed for at Stina kan varetage et job såfremt:
1) Det timemæssigt er på nedsat tid (fleksjob).
2) At hun varetager et job med ikke stressende men veldefinerede opgaver, hvor personlig stillingtagen til arbejdsopgaver og løsningen af disse er på et minimum.
Stina træder ind i Høje-Taastrup Rådhus. Hendes hjerte banker. Hun føler, at hun træder ind til en fremtid, som hun ikke selv har indflydelse på. De næste år af hendes liv er i rehabiliteringsteamets kommunale hænder.
​
Sagsbehandleren kalder hende ind. Stina træder ind i et stort, hvidt mødelokale, hvor rehabiliteringsteamet sidder samlet om den ene ende af et langt, ovalt bord med hvid laminatplade og lys trækant med samme træben. Et rigtigt kommune-bord.
​
Stina bliver bedt om at sætte sig for bordenden. Hun føler sig ubehageligt til mode med fem-seks par øjne stirrende på hende.
​
Stina har sagsbehandleren på den ene side og mentoren på den anden. Regionslægen læner sig hen over bordet for at kunne se på Stina, som fra lægens side bliver skygget af mentoren. Han spørger ind til hendes behandlingsforløb og lægens udtalelse.
​
– Jeg kan ikke huske, hvad jeg fortæller, men jeg føler i hvert fald bagefter, at jeg har sagt noget forkert, fortæller Stina.
​
Stina, hendes sagsbehandler og menter bliver sendt uden for døren. De går ad bagdøren udenfor. Tårerne triller ned ad Stinas kinder. Hun bryder sammen foran de to næsten fremmede kvinder. Stina er overbevist om, at de vil underkende fleksjob.
​
De går ind igen. Tårerne strømmer uden kontrol bag Stinas briller.
​
"Det, jeg føler, at jeg bliver mere syg af,
det er den uvished, der ligger foran mig."
Stina Andreasen
​
Stina har ret. De har besluttet at sende hende to år mere i jobafklaring. De fortæller hende, at hun jo stadig er ung og har så mange ressourcer. Hun er velformuleret, ser ordentlig ud og har to uddannelser. Sådan ser det også ud ude fra, men for Stina vælter hele hendes verden.
​
– Det er to år mere i usikkerhed. Jeg ser ikke nogen fremtid – overhovedet, fortæller Stina om rehabiliteringsteamets indstilling.
Tårerne triller stadig ned ad Stinas kinder.
- Sig mig, er du ked af det? spørger regionslægen.
Historien bag serien
Historien, der er delt i tre kapitler, om Stina Andreasens forløb hen imod fleksjob er blevet til gennem interviews med Stina selv, hendes veninde Helle Winzent og faglige foreninger på området.
​
Derudover har vi fået aktindsigt i Stinas sag hos Høje-Taastrup Kommune vedrørende fleksjob, møder med rehabiliteirngsteam og jobafklaringsforløb.