Svigtet
Kapitel 3
Skilt, puder og kopper er overalt i Stinas hjem dekoreret med inspirerende citater som kan minde hende om at tænke positivt og ikke lade sygdommen tage overhånd.. Foto: Rebecca Holck Rosenberg
Gennem ni år er Stina Andreasen i forløb med kommunen for at finde hendes nye plads på arbejdsmarkedet. Stina bliver sygemeldt, før hun bliver 30 år, men det forløb, der skulle få hende tilbage på arbejdsmarkedet, ender med at gøre hende mere syg. I tre kapitler kan du læse Stinas historie.
af Magnus Hune og Rebecca Holck Rosenberg
Stina går ud af Høje-Taastrups Rådhus’ skydedøre. Hele hendes verden er væltet. Hun træder ud i solskinsvejr på en lun sensommerdag, men hun føler mere, hun er trådt ud i et sort hul.
​
For få minutter siden sad hun foran rehabiliteringsteamet i Høje-Taastrup Kommune. De besluttede at indstille hende til et nyt jobafklaringsforløb. To år mere i afklaring.
​
Hun trækker sin cykel over parkeringspladsen og ud på Roskildevej på vej hjem. Hun ringer til Louise.
​
- Nu er det lige sådan her i dag, og så kigger vi på det i morgen, siger Louise i telefonen.
​
I baghovedet ved Stina godt, at i morgen ser det anderledes ud, men lige nu kan hun ikke se længere foran sig end hendes seng ved enden af Roskildevej.
​
- Vi bliver jo nødt til at gøre noget, lyder fornuftens stemme i røret.
​
Det er ikke en mulighed at give op. Der er kun én vej frem, og det er op. Op af det sorte hul.
​
Samme dag ringer Stina til sin læge, men hun får ikke fat på ham. Næste dag planlægger hun et møde med sagsbehandleren.
​
Med hjælp fra Louise får Stina fat på Bisidderhjælpen, som kan støtte hende i de næste to år frem til næste møde med rehabiliteringsteamet. Fremover skal al kommunikation gå gennem Bisidderhjælpen.
​
Stina skal ikke om to år igen få at vide, at hun får to år mere. Om to år, der skal hun være afklaret. Det er en beslutning, som Louise og Stina tager, for når Louise siger det, så tror Stina på det.
Lukkede døre
​
Stinas læge er blevet langtidssygemeldt. Samtidig fortæller Stinas sagsbehandler, at en omrokering i kommunen betyder, at hun nu skal have en ny sagsbehandler. Mentoren er også ude af billedet, for hendes forløb hang sammen med praktikken.
​
Stina er kastet ud i et nyt jobafklaringsforløb uden læge, uden sagsbehandler, uden mentor og uden nogen plan.
Efter nogle måneder i kamp med Region Hovedstaden og kommunen finder Stina en løsning hos garnbutikken. Efter en anbefaling finder hun en ny læge i Albertslund.
​
Den nye læge sender en skrivelse til Centralvisitationen, som bestemmer om man er berettiget til behandling. Dagen efter ligger der en besked i Stinas e-boks.
​
De kan ikke tilbyde hende mere behandling.
​
Stina og hendes læger beslutter sig for, at hun skal have en privat psykiater til at styre hendes medicin, men terapi får Stina ikke mere af.
​
Først i januar 2017 får Stina en ny sagsbehandler, men den første halvdel af det nye år bliver ikke nogen frisk start. Forbi vinteren, henover foråret og gennem sommeren bliver Stina kastet rundt i en hvirvelvind mellem forskellige jobkonsulenter, bisiddere og sagsbehandlere.
I september lander Stina endelig med en praktikplads hos en stor industrivirksomhed i Taastrup.
​
Hun starter med to arbejdsdage om ugen af tre timer hver. Det er overvældende. På den første dag møder hun hele virksomheden fra ledelsen til vaskekælder.
​
Men mødet med rehabiliteringsteamet nærmer sig. Der er allerede gået over et år af Stinas jobafklaringsforløb. Hendes sagsbehandler vil gerne prøve, at hun skal op til ni timer om ugen.
​
- Det gør de jo for at prøve en af. Det kunne jo være, jeg kunne lidt mere. Jeg skal derud, hvor man står på klippen og så lige over kanten, fortæller Stina.
​
Men de ni timer går slet ikke. Stina bliver meget syg og må tage ny medicin for at kunne klare den ekstra dag på arbejdet, så da sagsbehandleren foreslår 12 arbejdstimer om ugen, siger Stina fra.
​
- Det kan jeg bare ikke.
​
Stina trækker sig selv væk fra klippekanten.
​
"Det bliver et vilkår at kunne håndtere
uforudsigeligheden i kommunen"
Stina Andreasen
”En arbejdsplads, der er rummelig”
​
Stina er glad for sin praktikplads. Hun er tryg ved sine kolleger, og der er plads til, at hun kan have en dårlig dag. De forstår hendes behov.
En dag i december tager Stina hjemmebagte småkager med.
​
- Det må du gerne gøre til næste år også, siger en af Stinas overordnede.
​
- Men til næste jul er mit jobafklaringsjob jo slut. Jeg er her ikke næste år, svarer Stina.
​
- Det ved man jo aldrig.
​
Nogle måneder inde i det nye år, hvor vi nu skriver 2018, tilbyder lederen hende et fleksjob i virksomheden, hvis hun på næste møde med rehabiliteringsteamet få indstillet, at hun er færdig med jobafklaringen og får tilkendt fleksjob.
​
Stina tager glad imod tilbuddet. Hun føler, hun har fundet den arbejdsplads, hun har beskrevet i sin jobplan helt fra starten af sit første jobafklaringsforløb:
​
”Jeg vil gerne tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg skal finde en arbejdsplads, som er rummelig, og har en anerkendende tilgang”.
Med et jobtilbud på hånden og med bisidderhjælpen ved siden går Stina sit tredje rehabiliteringsteam i møde på Høje-Taastrup Rådhus.
- Jeg havde aldrig haft det så dårligt før. Jeg var hunderæd for at gå ind til det møde, fortæller Stina.
Hendes sagsbehandler kalder Stina og bisidderen ind i mødelokalet for enden af kommunens lange gang og lukker døren.
Da døren åbner igen, kan en lettet Stina gå ud. De har besluttet at indstille hende til fleksjob. Det er ikke helt gået op for hende endnu; at hun endelig er færdig med år i usikkerhed, nye møder med nye mennesker, pressede arbejdstimer og lange behandlingsforløb. Det gør det først, når hun ringer til Louise.
- Jeg vidste det! Råber Louise ind i telefonen.
Hun har altid haft en god intuition, fortæller Stina.
​
Fleksjobbere må finde job på arbejdsgivers marked
​
Det er ikke alle borgere, der ligesom Stina Andreasen er heldige med at finde meningen i fleksjob. I hvert fald ikke ifølge socialrådgiver Bodil Rasmussen hos fagforeningen Dansk Magisterforeningen, der beretter at forløbet kan være lige så bøvlet som afklaringsforløbene:
​
- Mange af vores medlemmer tror, at når de har været igennem lange og ofte flere afklaringsforløb for at ende med at blive bevilliget fleksjob, så vil det være overstået når de først er blevet tilkendt fleksjob. Men som fleksjobber så begynder et nyt og ofte lige så hårdt forløb som ledig fleksjobber, hvor de skal stå til rådighed på arbejdsmarkedet og søge alle mulige og umulige jobs og praktikker. De bliver igen sendt i virksomhedspraktikker ofte med uklare formål.
​
Den skeptiske holdning angående fleksjobberes vilkår bliver delt af Nanna Mørch, der er socialpolitisk konsulent hos fagforeningen FOA. Hun mener, at man kan tale om et arbejdsgivers marked, hvor fleksjobbere lader sig intimidere af frygt for at miste deres job.
​
- Når vi gerne vil hjælpe vores medlem, takker de nej. Det vil jo ofte indbefatte en slags konfrontation med arbejdsgiver, og det tør de ikke, siger hun og tilføjer:
​
- Fleksjobberne er ofte så glade bare for at have jobbet, at de finder sig i lidt af hvert.
Stina Andreasen er stadig ansat i det fleksjob, hun fik efter det tredje rehabiliteringsmøde. Hun kæmper stadig med angsten. Foto: Rebecca Holck Rosenberg
Historien bag serien
Historien, der er delt i tre kapitler, om Stina Andreasens forløb hen imod fleksjob er blevet til gennem interviews med Stina selv, hendes veninde Helle Winzent og faglige foreninger på området.
​
Derudover har vi fået aktindsigt i Stinas sag hos Høje-Taastrup Kommune vedrørende fleksjob, møder med rehabiliteirngsteam og jobafklaringsforløb.